En parallelhistorie er en måde at samarbejde om at skrive en historie sammen på. Det kan gøres med lidt større børn - 3., 4. klasse eller deromkring.
Først laver klassen sammen en skitse af en historie:
- Hvem er med?
- Hvor?
- Hvad sker der hvornår?
I kan fx tage udgangspunkt i et af de kapitler I har læst i Rune Ole fra Akelejevej. Eller I kan finde på jeres eget kapitel.
Historien deles op i fx 5 afsnit.
Derefter arbejder eleverne sammen i grupper - en gruppe for hver person i historien.
Grupperne har til opgave at skrive deres persons jeg-fortælling. Et afsnit ad gangen.
Hver gang eleverne har skrevet et afsnit færdigt, læser de hinandens afsnit og diskuterer:
- Passer historierne sammen?
- Kan det passe at den person tænker og handler sådan?
- Kunne personen tænke eller handle anderledes?
Selv om personerne ikke forstår historierne ens, er det måske rigtig nok. Måske er der en pointe i at personerne faktisk har oplevet begivenheden forskelligt. Og dette er netop læringsperspektivet i denne arbejdsform: At eleverne får indsigt i at man kan opfatte en historie forskelligt. De udvikler med andre ord et grundlag for empati.
Hvordan?
En parallelhistorie kan skrives på papir, men den kan også laves på en hjemmeside - og så bliver det meget lettere at læse hinandens historier.
Brug Rune Oles hjemmeside!